-
Hastemøde i Grønland efter opsigtsvækkende udtalelser fra Trump: »Nok er nok«
Source: BDK Borsnyt / 14 Mar 2025 01:17:28 America/New_York
Godmorgen! Grønlandske partiledere er indkaldt til møde efter nye kommentarer fra Trump. Men først dagens andre vigtige overskrifter. Tophistorier Frederik Vad satte ild i debatten med sin »tredje erkendelse«. Nu beskriver en længe ventet rapport 25 episoder, hvor offentligt ansatte er mistænkt for at udøve negativ social kontrol. Whistleblower fik korthuset til at vælte. Nu peger centrale kilder på et større problem hos pensionskæmpen Velliv. Skuespiller Hella Joof, kunstner Firoozeh Bazrafkan og en række Venstre-politikere er årets nominerede til Fonsmark-prisen. Danske Bank-chef frygter, at danske virksomheder ender i et slemt dilemma efter Trumps byge af dekreter. Trump kom med en ny stikpille til Danmark, da præsidenten igen talte om Grønland. Men det er reaktionen fra NATO-chefen, der er bekymrende, skriver USA-korrespondent Jacob Heinel Jensen i en analyse. Dagens vigtige: Ny Trump-kommentar skaber furore i Grønland Blot få dage efter det grønlandske valg har Donald Trump nu atter fået bølgerne til at gå højt på verdens største ø. I forbindelse med et pressemøde torsdag i Det Hvide Hus blev den amerikanske præsident spurgt til sine tanker om en »mulig annektering« af Grønland. Annektering kan oversættes til både indlemmelse og overtagelse af et land, og det er uvist, om Donald Trump mente det ene eller det andet. Men hans svar på spørgsmålet lød: »Jeg tror, at det vil ske.« Trump såede ved samme lejlighed tvivl om Grønlands status som en del af Danmark. »De siger, at de har rettigheder til det, og jeg ved ikke, om det er sandt. Det tror jeg faktisk ikke, at det er.« Reaktionen fra flere af Grønlands toppolitikere kom prompte. I et opslag på Facebook skrev den fungerende grønlandske regeringsleder, Múte B. Egede, at han har bedt embedsværket om at indkalde de grønlandske partiledere til møde: »Vi må denne her gang skærpe vores afvisning til Trump. Man skal ikke blive ved med at behandle os med disrespekt. Nok er nok,« skrev han. Vinderen af det grønlandske valg, Jens-Frederik Nielsen, var heller ikke sen til at reagere. »Udtalelserne fra Trump er upassende og viser blot endnu en gang, at vi må stå sammen i sådanne situationer,« skrev han i et Facebook-opslag. Ifølge Berlingskes nordiske korrespondent, Peter Suppli Benson, rammer Trumps kommentarer Grønland på et sårbart tidspunkt. »Der sker nu præcis det, som flere grønlandske politikere har frygtet mest. At Donald Trump ville udnytte det magtvakuum i Grønland, som valget har efterladt,« siger han og uddyber: »Hans udtalelser rammer ned i den udbredte frygt blandt mange grønlændere om, at det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad grønlænderne selv, eller Danmark, gør eller siger i forsøget på at holde den amerikanske præsident på passende afstand.« Du kan læse en større analyse fra Berlingskes korrespondent her. Fik du læst? Sundhed | Da han så studiet, var hans hoved ved at »eksplodere«. Nu kæmper forsker for at udbrede viden om østrogens betydning for kroppen. Opinion | Bertel Haarder: En sen aften med en beruset udenrigsminister gik det op for mig, at det meste af verden ikke kan lide os. Sundhed | Det kræver ikke mere end fem minutter om dagen. Hjerneforsker laver selv simple øvelser for at holde hjernen skarp. God dag! https://www.berlingske.dk/dagens-overblik/hastemoede-i-groenland-efter-opsigtsvaekkende-udtalelser-fra-trump